Sandskæg og håret høgeurt - karakteristisk på
sandede steder (Holtemmen).
Orange skovsnegl på en udtørret søbund.
Slørhat, (Telamonia) - i skovene var der masser af
svampe i september 2012.
Kødpigsvamp, skællet
Giftskørhat, stor
Birkerørhat, brun
Guldgaffel, orange
Pigsvamp, kød
"Nogen" har smidt en sten på Rønnerne -
Orkidérne på Rønnerne er talrige
- og
alle er FREDET
Den gule engmyres tuer på Rønnerne.
Engmyren kommer sjældent op i lyset, og de lever stort
set af rodlus, hvis afsondringer af sukkerholdig vædske
er engmyrernes hovednæringskilde.
Lusene,
der suger næring fra planterødderne på og omkring tuen, holdes som en
slags "køer", der flyttes rundt inde i tuen af myrerne efter behov, til
de steder, hvor de giver mest "mælk".
På Rønnerne risikerer tuerne at blive oversvømmet af havvand flere gange om året.
Helt
specielt for den gule engmyre er, at den er i stand til at overleve også
det, selv om tuen kan være oversvømmet i et par dage.
Se mere om gule engmyrer på www.fugleognatur.dk -
Saltsyderiet
Rønnerne set fra saltsyderiet
Saltsyderiet set ude fra Rønnerne
Rønnerne er meget lavtligende enge, der oversvømmes af havvand flere gange om året.
Det
medfører, at der her dannes "grundvand" med
usædvanligt stor saltkoncentration, - helt op til 10 - 12 %,
fordi en del af havvandet fordamper naturligt efter en
oversvømmelse.
Kan man
finde "brøndene", køres det meget salte vand idag med traktor og
tankvogn ind til saltsyderiet, der ligger på kanten af Rønnerne ind mod
den mere oversvømmelsessikre sydlige del af øen.
Dette meget saltholdige
vand har gennem flere hundrede
år dannet grundlag for saltsydning
til Løsø-salt.
Saltvandet hældes i en stor "pande".
Når der fyres under den, fordamper vand og saltet
danner krystaller på overfladen.
Saltkrystallerne flyder på overfladen.
Når "sydelagen" er "slidt op", er den også af interesse.
Sydningen består i opvarmning af saltvandet til 85 grader,
hvorved
kun spise-saltet (
natrium-klorid) udkrystaliserer sig på overfladen.
Når
krystallerne bliver store og tunge nok, synker de til bunds i
sydekarret, hvorfra de skovles op til afdrypning i store flettede
kurve.
Når værdsken har afgivet natrium-klorid i ca. 1 uge, skiftes den ud med frisk saltvand og sydningen begynder forfra.
Den "slidte" lage indeholder nu et koncentrat af uønskede stoffer fra havvand, bl. a. glaubersalt (
natrium-sulfat) der smager bittert og er et kraftigt afføringsmiddel, og epsomsalt (
magnesium-sulfat), der kan anvendes som bade-salt
Patienter med svære hudproblemer tager til det Døde Hav for at bade i dets meget saltholdige vand for derved at opnå lindring.
Det har læsøboerne lært noget af, idet de har nedlagt
en kirke og derpå indrettet den til behandlingscenter.
Her anvendes restproduktet fra saltsyderiet i patientbehandling med bade.
Nyeste tiltag er anvendelse af forstøvet saltlage til indånding for patienter med lungesygdomme bl.a. kol,
også kaldet rygerlunger.
Den angiveligt gode erfaring hermed undersøges nu
videnskabeligt, - måske har læsøboerne fat i endnu en
ende af værdi for øen.
Helt op til vor tid har salt været meget vanskelig af skaffe og prisen derfor høj - saltet var guld værd.
Det
medførte, at al skov på øen blev fældet for at skaffe træ til
sydningen.
Da der ikke var træbevoksning tilbage, begyndte sandfygning
til stor skade for øen.
Øen var dengang ejet af domkapitlet i Viborg.
Sidst i 1800-tallet påbegyndtes tilplantning af den nordlige
del af øen, der finder vi nu en del skov, der delvis skjuler klitterne fra sandfygningens tid.
Saltkrystallerne skummes af med en skovl
med huller i - en grov si -
og stilles til "afdrypning" i flettede kurve.
Læs mere om Læsø-salt her:
http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_DK/laesoe-saltsyderi
Tangtagene
Læsø´s berømte tangtager er ikke lavet af tang,
men af ålegræs - her på museumsgården
"På Lynget".
Ålegræs driver ind på strandene, når det slutter sit liv
i havet. Det samles sammen, til man har nok til
en bygning.
Den tykke belægning skaber naturligt udhæng, hvori
det er nødvendigt at "skære fri" ved vinduer og døre.
Bevoksningen på taget kommer af sig selv.
Da planterne er hårde ved taget, forsøger man at
fjerne det om efteråret, så tilbøjeligheden til at danne
muld ikke skaber et naturligt forrådnelsesmiljø.
Noget af ålegræsset "spindes" ved håndkraft til
"vaskere", lange tov-lignende bundter, der slås omkring
de nederste lægter på taget
for at danne et nederste"trin".
På dette kan man så begynde at lægge
mere ålegræs på op mod tagrygningen.
Græsset blev hele tiden "trampet til" af piger, mens
en erfaren "tængemand" styrede processen.
I hullerne i taget bor fugle - gråspurv og vipstjært -
Museumsgården er et besøg værd - også for andet end tangtagene.
Efter sygdom i ålegræsset i 1930érne opgav man efterhånden tækning med tang, der ellers er usædvanlig
holdbart, her på museumsgården er noget af taget
hele 400 år gammelt.
Ved museet står en lille stubmølle, vel den mindste
i Danmark. Af ca. 100 sådanne "maskiner" på Læsø,
er denne den sidste.
Den er ny-restaureret og fungerer.
Egentlig var der mølletvang - alle på øen havde pligt
til at anvende domkapitlets store mølle hos landfogeden
i Byrum, men større gårde havde alligevel deres egen lille
mølle til "privat" brug, - det var praktisk og sikkert
også billigere.
Hvorfor mølletvangen ikke blev håndhævet af landfogeden
ved jeg ikke.
Man må bøje sig for at få det fulde udbytte af
Læsø´s natur.
Engelsød, alm
- lille bregne med masser af sporehuse på
bladenes underside.
