Toompuu talte ofte om sin drøm, - at få eget skib.
        Han mente helt sikkert, at kolonien af flygninge fra Estland, der nu befandt sig i Sverige, ville købe et skib.             Så skulle han være kaptajn, - "Och då ska du bli gnisten der ombord"
        Jeg var selvfølgelig beæret over tilliden, - desværre tror jeg aldrig hans drøm gik i opfyldelse.

        Safi ligger ved en lille vestvendt bugt, - den er pladseret op ad en skråning og ser rigtig indbydende ud med de smukke hvide bygninger, der synes at ligge i lag.

        Vi skulle laste "ørkensand", hvad det også lignede, men det var i virkeligheden fosfat fra store åbne miner inde i landet.
       
       ( Fosfor er nødvendig for alt organisk liv, og da de store kendte fosfatforekomster vil være tømt om få årtier, forskes der nu i alternative måder at skaffe det livsnødvendige grundstof på. )
      
         Vi fik fyldt de fire lastrum i løbet af 3 - 4 timer.
        
        Mens det stod på, flokkedes en samling, tilsyneladende ret uregelige unge marokkanere på kajen langs skibssiden.
        De forsøgte at vække opmærksomhed omkring
souvenirs de ville sælge til os, marokkopuder, farvestrålende billige vægtæpper, tasker og den slags.
        Skibets lejder blev hejst op langs skibssiden, - man ønskede dem ikke ombord.
        
        Hen på eftermiddagen havde der samlet sig en mørk sky over bugten.
        Den udviklede sig uventet hurtig til en skypumpe, der  hev en masse havvand langt op i luften, og den så i det hele taget noget truende ud.
        Der blev straks sat ekstra fortøjninger i land, idet en skypumpe kan lave en del ravage.
        Efter at den havde turet lidt rundt en sømil fra os, fortsatte den heldigvis ind over byen, hvor den hurtigt faldt sammen.


       Fosfatlasten skulle til Fredericia, hvor Superfoss havde en gødningsfabrik der bl.a. fremstillede superfosfat, - kunstgødning til landbruget.
        Selve rejsen ned til Safi og tilbage var foregået i magsvejr, - først da vi nåede tilbage til den tyske kyst i Nordsøen begyndte der at ske lidt.
       
        Vi skulle gennem den gravede Kielerkanal, der starter i Elbens munding ved Brunsbüttel og slutter i Kiel - eller omvendt !
        Kanalen er 53 sømil (98 km lang), og er fra 1895.
        Der spares ca. 280 sømil (520 km) ved ikke at runde Skagen for at nå Østersøen.
        I begge ender af kanalen startes gennemsejlingen i en sluse, en nødvendighed for at holde konstant vandstand uanset tidevand, blæst o.l.
        Trafik: ca. 120 skibe hver dag, og dermed den mest befærdede kunstige vandvej i Verden.
       
        På vejen ind gennem Elb-mundingen mod Brunsbüttel havde vi taget en tysk lods om bord.
        1. stymand Toompuu havde vagten.
        Jeg måtte ikke benytte senderen så tæt på land, så jeg var gået ud på broen "for at opleve".
        En af matroserne var som sædvanligt rorgænger, vejret var stille og forårsagtigt, - en herlig sejlads.
        "Gnisten, ka' du inte ta' rattet" sagde Toompoo så, noget uventet, - han forklarede, at på et skib kan man komme i en situation, hvor alle må hjælpe til med al ting, så det vil være fint, hvis vi kan bruge dig som rorgænger.
        Du skal blot holde øje med kompasset  og så huske at styre med små udsving på rattet, så skibet kan få tid
til reagere.
        Jeg tog rattet og matrosen blev sendt på dækket for
at hjælpe til med klargøring til kanalsejladsen.
        Lodsen sagde ikke noget, men grinede lidt, hvilket jeg opfattede som anerkendelse af mine evner som rorgænger.
        Det gik fint !
        I få minutter !
        Så begyndte kompasnålen at dreje lidt uventet meget til bagbord, og jeg drejede rattet, - kompasset drejede uventet mere til bagbord, og jeg fulgte selvfølgelig med.
        Så kom Toompuu grinende og rettede "Rita" ind på den gamle kurs.
        Det var ganske vist ikke længere efter kompassets visning. Kompasset kørte en hel omgang rundt i løbet af de næste 100 meter.
        Også lodsen grinede, men sagde ikke noget.
        Jeg måtte jo have en forklaring, - og Toompuu fortalte så, at der lå et jernskibsvrag på bunden af floden
fra krigens tid.
        Når et jernskrog har ligget tilstrækkelig længe i samme retning, vil Jorden´s magnetfelt skabe skroget om til én stor magnet.
        Da vi sejlede over vraget, påvirkede det vort kompas som beskrevet, - og hele hændelsen var  1. styrmandens sans for "learning by doing" over for en ung uerfaren telegrafist.
        Og så blev der jo også grinet en del - -.
       
        Jeg lærte også, at det var et rigtigt godt sted at købe datidens gadgets,  det var f.eks. båndoptager, radio, og kamera.
        I 1956 (11 år efter krigens slutning), var tyskerne kommet rigtig godt i gang med fremstillingen af elektronik (med radiorør) og fotoudstyr, (til gammeldags film), - men de kunne jo fås til farvebilleder, så det var fantastisk !
        Man bestilte tingene efter katalog hos en skibsmægler. Han kom ombord i Brunsbüttel, og mens vi sejlede langsomt gennem kanalen, fremskaffede han varerne, der så lå klar ved sluserne i Kiel.
       
        Også hovmesteren kunne benytte lejligheden til at skaffe bl. a. frisk mælk, og rugbrød, to proviant-emner af stor vigtighed, - selv på et svensk skib.
       
        En hovmester, er et besætningsmedlem, der laver en aftale med et rederi om at klare bespisning for et fast beløb pr. besætningsmedlem/pr. dag ombord i et skib.
        Han får stillet en kok og måske en koksmath (kokkelærling), samt 2-3 messedrenge til rådighed af rederiet afhængig af besætningens størrelse.
        Da det var en entreprise-aftale, kunne hovmestre lave en ekstra skilling, hvis de var dygtige til at handle varerne til den rigtige pris i havnene.
       
        Der har i tidens løb været mange kontroverser mellem  utilfredse besætninger og hovmestre, gående ud på, at maden var for dårlig eller utilstrækkelig.
        I sådanne tilfælde gik snakken om bord på, at det var fordi hovmesteren lagde for mange af kostpengene til side til sig selv.
        Jeg vil straks sige, at noget i den retning var jeg aldrig ude for, vi fik virkelig god mad på de tre skibe jeg sejlede i.
        For at undgå klager over maden, har vi set fagforeningsstyrede aftaler, der fastsatte antallet af forskellige slags kødpålæg o.l. ved div. måltider.
       
        I Brunsbüttel købte jeg mit første kamera ud af den første månedsløn, jeg nogen sinde havde tjent.
        Det kostede 300,- kr, og det var dyrt, når lønnen var 900 kr/md brutto.
        De billeder, der kom ud af det, er ikke værd at prale af, - i dag kan jeg slet ikke forstå, at man kunne være så uvidende om fotografering, som jeg var.

       
        Kielerkanalen var en oplevelse.
        Der var selvfølgelig lods ombord, og vi måtte sejle meget langsomt for ikke at ødelægge kanalens sider.
        Med mellemrum var den lidt bredere og forsynet med talrige pæle til fortøjning langs brederne.
       
        Foruden almindelige broer var der også en, der var anbragt på en sokkel ude midt i kanalen.
        Da den ikke var en højbro, åbnede den for passage af skibene, ved at dreje sig på langs af sejlretningnen, så skibe kunne passere på begge sider af den.
      
        I Rendsburg er der bygget en jernbanebro over kanalen som højbro.
        Under denne hænger en "svævefærge" i et rullesystem, så man kan bliver færget over kanalen hængende i luften lige over vandet.
       
        Skulle to skibe passere hinanden, foregik det i aftalt orden mellem lodserne, - enten passerede man hinanden
med største forsigtighed, eller også måtte det ene skib fortøje, mens det andet sejlede forbi.
    I det smalle farvand med ret lav vanddybde, er der en masse uro i vandet, når to skibe sejler forbi hinanden, selv om de sejler meget langsomt.

---

        Vel ankommet til Fredericia fik vi lidt ventetid, fordi vi ramte starten på en week-end.

        Lister var der en del af, der skulle føres, bl.a. over alle krydderier, sprut og cigaretter, og det var ofte gnistens opgave at gøre dem klar.
        Søndag formiddag sendte kaptajnen mig rundt på skibet for at samle oplysninger på en liste om hver enkelt ombordværende.
        Listen skulle han bruge som en eller anden dokumentation overfor myndighederne.

        Folkene på dækket, Bådsmand, matroser og letmatroser, boede henne agter.
        Bådsmanden, der er en slags formand for dæksbesætningen, havde eget lukaf, mens matroserne boede i et fælles lukaf med 3x2 etagekøjer.
        Der var også et lille skab til hver mand.
       
        Lørdag aften og nat var alle "henne agter" i land for at få en lille en over tørsten.
        Da jeg kom ned agterude til matroserne, var de  kommet tilbage, - men nu noget mærkede af nattens strabadser.
        Der hang en enkelt nøgen pære ned fra loftet midt i lukafet, det var det lys der var.
        Der var også en del tobaksrøg og man var ikke i tvivl om, at her boede "rigtige mænd".

        Jeg blev som ventet venligt modtaget og fik mine oplysninger, og da jeg henvendte mig til den sidste i den ene overkøje, viste det sig, at han ikke var alene, men også havde en pige under dynen.
        Han gav mig de nødvendige oplysninger.
       
        En af de andre matroser beklagede, at de ikke havde mere øl at byde på, - men spurgte om jeg ikke havde lyst til en lille tur med pigen i stedet for, - jeg kunne låne hans køje, " - og det er gratis !", sagde han.
        Der manglede ligesom et indlæg i debatten fra pigens side, og det kom da også, idet hun smilende slog dynen til side og viste alle sine yndigheder frem.
        Det var et godt tilbud, jeg mente hun ikke var en dag over 18, men hun så lidt slidt ud, - hun var angiveligt gået på omgang i de seks køjer natten igennem.
        Jeg valgte "et pænt nej tak" til tilbuddet, idet jeg henviste til mine tjenestlige forpligtelser.
         - og sådan kan man jo komme ud for så meget .

        Kaptajnen fik sin liste, og om mandag fik vi hurtigt losset  og var dermed klar til endnu en tur til Safi.
       
        Samme oplevelse som på første rejse, denne gang dog uden skypumpe.
        Tilbage i Danmark anløb vi Kalundborg, hvor
Superfoss også havde en gødningsfabrik, der manglede fosfat.


        Straks ved ankomsten til Kalundborg, gik flere personer fra politiets rejsehold til alles undren om bord.
        De foretog afhøringer af alle dæksfolkene omkring, hvad der viste sig at være en mordsag.
       
       Man havde kort tid efter vi havde forladt Fredericia på den nye rejse til Safi, fundet liget af en pige i Vejle.
        Politiets efterforskning førte til viden om, at hun kort tid forinden havde været om bord på "S/S Rita", mens vi lå i Fredericia.
        Det var derfor nærliggende for dem at søge oplysninger om hende hos os.
        Om de fik oplysninger af værdi for sagen ved jeg ikke.
        Der var nu ikke nogen af vore folk, der blev arresteret
men jeg kan stadig huske, at nogle blandt dæksbe- sætningen var ret berørte af sagen.

        Morderen blev pågrebet midt i maj, en måned efter hans ugerning, - det viste sig at være en mand, der arbejdede på den plastic-fabrik i Vejle, hvor hun også var ansat.
        Hun havde afvist hans tilnærmelser ( dog næppe af bluefærdighed ), hvorpå han havde kvalt hende, og gemt liget under en maskine på fabriken.
       

        Var i land, så en film, og blev belært om det noget specielle pub-system med en mærkelige åben / lukke tradition.
        Jeg nåede at smage cider, som jeg havde hørt prist i høje toner derhjemme.

Find Bristol - nederst i kortet

Lodsbåden - (Lods = Pilot)

Det var en usædvanlig smuk tur op ad Severn-floden.
Lige før vi fik Bristol i sigte, passerede vi den gamle hængebro "Clifton Bridge" fra 1864.
Trafikken over broen blev allerede den gang styret af trafiklys, der endnu i dag (2012) virker "Up to date".

I dok i Bristol.
For at skibene ikke skulle stå på bunden af havnebasinet ved lavvande, blev vandet "lukket inde" i havnen ved højvande bag drejelige porte .

        Når tidevandet skifter ( 4 gange i døgnet ) er strømmen aftagende til nul, - for derpå at løbe den anden vej i løbet af  et kvarter.

        Indsejlingen foregik helt uden dramatik.
        Lodsen bedømte rette tidspunkt under en strømvending helt perfekt.