Digitale kameraer:

            Fotografering med digitalt spejlreflekskamera giver langt bedre mulighed for at koncentrere sig om billedet, end forrige generations analoge spejlreflekskamera kunne.
            Alene det digitale kameras mange automatiske faciliteter med pålidelig lysmålingsteknik, autofokusering,  "antirysteudstyr" og vipbare videoskærme med liveview "søgerbilleder" sætter kameraet i stand til selv at passe teknikken i optagelsen, så vi kan koncentrere os om, at motivet bliver foreviget som ønsket.

            Alle kan i princippet anvende det digitale kamera og få gode billeder med hjem af standard motiver og feriebilleder ved at stille det på "AUTO", men så anvender de måske kun 10% af det, de har købt.
            En forudsætning for at udnytte kameraet helt er, at man tager sig sammen til at gennemgå brugsanvisningen og samtidig "leger med kameraet" for at få et begreb om, hvordan "værktøjet" virker.

DER SKAL MANGE PRØVESKUD TIL !

            Godt er det at få en samtale med en erfaren fotograf, - men ekstra vejledning kan også findes på biblioteket og internetet.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤

Forstå det ret:

            Ønsker du at forstå, hvad der faktisk sker i kameraet ved en optagelse, er det nødvendigt at vide lidt om teknikken og billedets vej fra motivet gennem objektivet til chip'en ( filmen ).
            Frugten af den viden bliver evnen til selv at kunne gribe ind i de standard-automatiske indstillinger, - og du får helt sikkert bedre billeder.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤

Grundbegreber:

            Motivet er det du ønsker at fotografere.
            Belysningen er det lys, der rammer motivet, så du (kameraet) kan se det.
            Motivet består teoretisk set af et uendelig stort antal punkter.
            Objektiver er sammensat af flere linser, der samarbejder om at danne en naturlig kopi af motivet på chip'ens overflade.
            Brændvidden er afstanden fra objektivets optiske midtpunkt til chip'en ("filmen i kameraet").
            Det optiske midtpunkt er det punkt, der befinder sig midt i objektivet, idet alle dets linser opfattes som værende 1 linse.

            Alle motivets punkter reflekterer lys tilbage i alle retninger, derfor kan du se det fra flere vinkler.
            Det reflekterede lys fra dit motiv, der rammer dit objektiv, bruges til at lave optagelsen med,  -  det er det lys vi skal interessere os for !

            For at kunne skitsere, hvad der foregår, når objektivet modtager lyset fra motivet, vil vi kun iagttage, hvad der sker med lyset fra et enkelt punkt på motivet på dets vej gennem objektivet til chip'en  - Se Fig. 1 og Fig. 2.
            Lyset fra alle de andre punkter på motivet vil opføre sig på samme måde.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤         

Objektiver:

            Computeren har muliggjort fremstilling af fantastiske objektiver i forhold til dem fra "gamle dage".             Beregningen af et zoomobjektiv med 14 enkeltlinser var tidligere næsten en umulighed p.g.a. regneopgavens størrelse, - noget computeren nu klarer på kort tid. Desuden har den almindelig teknologiske udvikling med bl.a. nye glastyper og slibeteknologi haft sin betydning.

            Selv anvender vi p.t. Sony spejlreflex A-350 og A-550, - men fabrikatet er princippielt ligegyldigt, blot der er tale om kvalitet, og at der samtidig er mulighed for at tilkøbe det rette ekstraudstyr, især objektiver .

            Til makrofotografering bruger vi 70 mm og 90 mm 1:1 makroobjektiver med lysstyrker som 2,8 - 3,5, altså objektiver med fast brændvidde.
            Forholdet 1:1 hentyder til, at man i tættest mulige afstand fra motivet med skarp fokusering, kan gengive motivet på chip'en i dets naturlig størrelse.
            En edderkop i den størrelse er faktisk ret imponerende, ofte kan den slet ikke være der i hel størrelse. Klik edderkop-billedet.

            Definitionen på normalobjektivets brændvidde er dets evne til at fotografere billedet, så det ser ud, som det billede vi ser med vore øjne. 

            I de gode gamle dage med filmformatet 24 x 36 mm regnedes normalobjektivets brændvidde som længden af formatets diagonal, her ca. 48 mm.
            Normalbrændvidden på et objektiv til vore dages almindelige chipstørrelser er ca.  48mm / 1,6 = ca. 30 mm.
            I praksis angives et kameras normalbrændvidde til det antal mm chip'ens (filmens) diagonal måler.
            De 48 mm er brændvidden på et normalobjektiv til et 24x36 mm kamera. Diagonalen på et 24x36 mm billede er netop 48 mm.
            Ved at gange en brændvidde på et moderne digitalkamera med faktor 1,6, får du den tilsvarende brændvidde  på et af de gamle 24 x 36 kameraer.
            Grunden til at man stadig ofte refererer til de gamle 24x36 værdier, er ønsket om at vi, der har anvendt det format en gang for længe siden, også skal kunne finde rundt i de nye værdier.

            Normalobjektivet ser altså et billede "normalt".

            Et objektiv med længere brændvidde end normalbrændvidden, - et "telefotoobjektiv", eller kortere sagt, en "tele", "ser" en mindre del af et motiv, men breder det ud over hele chippen, - du får en forstørrelse.

            Et objektiv med kortere brændvidde,  end normalbrændvidden , - et "vidvinkelobjektiv", eller kortere sagt, en "vidvinkel", "ser et større billede en normalobjektivet, men da det større billede stadig kun skal fylde chip'ens areal, giver vidvinkelbilledet en formindskelse af motivet.
 
            Eks. - et objektiv med en brændvidde på 150 mm divideret med normalobjektivts brændvidde (150mm  / 30mm) giver resultatet 5 ganges "forstørrelse", eller tele-virkning om du vil.

            Såvel telens som vidvinklens optagelser giver forvrænget perspektiv, - telen forkorter dybden (afstanden) i motivet, vidvinklen forlænger dybden. Begge fænomener giver altså "unaturlige" billeder, men anvendes ofte med vilje for at skabe bestemte effekter.

            Ved makrofotografering er stor lysstyrke ikke nødvendig, - næsten alle optagelser sker alligevel ved nedblænding til mellem 8,0 og 16,0 for at opnå den ønskede dybdeskarphed.

            Selv kører vi konsekvent med "MODE" stillet på blænde-prioritering. Det medfører egen kontrol over dybdeskarpheden, et behov der kun ændrer sig lidt efter motivets karakter ved makrofotografier.
            Da belysningen overvejende er blitzlys, får man derved eksponerinstider på 1/10.000 sek. selv om spaltelukkeren kun er åben i 1/125 sek. (standard - for at kunne fyre blitzen af med spaltelukkeren helt åben). Optagelsen bliver da belyst med 2 forskellige lyskilder - primært blitzlyset, men samtidig / oveni det naturligt forekommende lys i 1/125 sek.. Sidstnævnte får i de fleste tilfælde ikke større betydning p.g.a. den kraftige nedblænding (bl. 16), men spaltelukkerens egen belysning ved 1/125 sek., vil overlejre blitzbilledet med en uskarphed, afhængig af hvor roligt kamera + motiv opfører sig.
            Et stativ kan løse lidt af problemet, men det er upraktisk i felten, og får jo ikke en blomst til at stå stille i blæsevejr.

            Samtidig vil jeg gerne gøre opmærksom på en udbredt fejltagelse.
            Sony kameraet er, som andre fabrikater, udstyret med en anti-ryste-foranstaltningen - her et Minolta-patent kaldet Steady Shot, der i al sin enkelhed går ud på, at kameraets chip ("film"), i nogen grad mekanisk kan vippes både vandret og lodret,  - chip'en bevæger sig simpelt hen i et forsøg på at udligne dine kamerarystelser.
            Det giver en stor fordel ved frihåndsoptagelser. Det har derimod ingen indflydelse på blomsten, der står og bevæger sig i vinden. 
            Altså er anvendelsen af blitz kombineret med kraftig nedblænding ikke nogen garanti for helt 100% skarpe optagelser, -  men det hjælper naturligvis en del.

            Foruden makroobjektiverne anvender vi selvsagt alm. zoom-objektiver, når det drejer sig om landskaber o.l. og af og til også  polarisationsfilter. Nogle af billederne fra Skagens Gren og  Råbjerg Mile er optaget med pol-filter, hvilket giver den tilsyneladende usædvanlig belysning af såvel landskab som himmel / skyer.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤   ¤

Lukkeren:

            Det er den tid det enkelte lysfølsomme punkt på chippen udsættes for belysning fra sin del af motivet.
            En god gammel regel er: mindst 1/125 sek. hvis kameraet holdes helt roligt i fri hånd, og er udstyret med et normalobjektiv (brændvidde ca 30 mm).
            Fordobles brændvidden f. eks. ved brug af tele eller zoom er langsomste eksponeringstid halvt så lang, altså 1/250 sek. o.s.v.
            Her er det også en god ide at øve sig i at "klemme" udløseren roligt ned, - utallige optagelser er blevet rystede ved at fotografen selv forsøger med et hurtigt (og deraf rystende) tryk at fange et  motiv i bevægelse.

            Lukkeren i spejlreflekskameraet består princippielt af to uafhængige lystætte gardiner, der i hvile ligger over hinanden og lukker af for det lys (billede) objektivet hele tiden forsøger at ramme chippen med.

            Ved eksponering kører gardin nr. 1 afsted for at åbne for lyset. Efter 1/125 sek., har det netop åbnet helt for chip'en, - hvorpå gardin nr. 2 kører  samme vej, - men for at lukke for eksponeringen.

            Er eksponeringstiden valgt kortere, kører lukkeren som før og med samme hastighed, men denne gang følger gardin nr. to hurtigere efter første gardin, så chip'en nu bliver eksponeret gennem en spalte, der kører forbi - altså eksponering i kortere tid, afhængig af spaltens bredde,  - smallere spalte = kortere eksponeringstid.
            Spaltelukkeren kører altså altid med samme hastighed rent mekanisk, mens eksponeringstiden afgøres af spaltens bredde. Den karakteristiske mekaniske støj fra spejlreflekskameraer stammer fra lukkerens mekanik, - i dag er støjen så passende dæmpet, så fabrikanterne ligefrem tilbyder at lave kunstig eksponeringslyd, for at fotografen kan registrere, at der bliver foretaget en eksponering.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤

Blænden:
            Den består af et antal metallameller (Fig. 3-4-5), der kan forskydes ind over hinanden, idet de hele tiden danner et cirkulært hul, hvor lyset fra motivet kan passere gennem objektivet for at ramme chip'en.
I praksis vil kun en brøkdel af det lys, billedet reflekterer, nå igennem til chip'en, selv om blænden lukkes helt op.

Blændeindstillingen som vist herunder i hele trin
er udtryk for en halvering / fordobling af åbningens areal, og dermed mål for hvor meget af det maksimalt mulige lys, der slippes igennem til chip'en.
 
            Blændetallene  ( 1 ) -  1,4 - 2,0 - 2,8 - 4 - 5,6 - 8 - 11 - 16 - 22 er for nemheds skyld gengivet som her.
            I virkeligheden er tallene nævnere i en brøk, - således skal blænde 5,6 forstås som 1/5,6.
            Blænde 1,4 er altså største åbning, - blænde 22,0 mindste åbning i dette eksempel.
            Kameraet er som regel indrettet med mulighed for at tilpasse optagelsen med 1/2 eller 1/3 trin.

Største blændeangivelse = objektivets lysstyrke.
            Jo større lysstyrke, jo lettere er det at få billedchip'en tilstrækkeligt belyst under de givne lysforhold. 
            Et objektiv med en lysstyrke på 1,0 tillader lige så meget lys at ramme chip'en, som motivet bliver belyst med af lyskilden.
            Selv om sådanne objektiver vitterligt er blevet fremstillet, så er de så kostbare, at det i praksis kun  tilfredsstiller et pralebehov hos producenten.
            I praksis vil en lysstyrke på 1/2,0 være et lysstærkt objektiv idag, hvis der er tale om fast brændvidde.
            Drejer det sig om et zoomobjektiv,  er 1/2,8 - 1/4,0 almindelig.
            Meget stor lysstyrke som 1/1.2 - 1/1.4 giver gode kunstneriske muligheder, idet dybdeskarpheden mindskes så meget, at det i praksis får en effekt.
            Man skal dog være opmærksom på, at sådanne objektiver ikke leverer optimal skarphed ved fuld åbning af fremstillingstekniske årsager.
            Og så er de kostbare !

            Moderne objektiver kan som regel blændes endnu længere ned end til bl. 22,  men meget små blændeåbninger giver mindre skarpe billeder.
            Årsagen er, at  lys der passerer en skarp kant, - her blændens metallameller - afbøjes og derfor ikke rammer chip'en korrekt. Denne fysiske egenskab gælder ved alle blændeåbninger, men jo mindre åbningen er, udgør det afbøjede lys en forholdsmæssig stor del af det lys, der slipper gennem, - deraf mindre skarpe billeder ved små blændeåbninger.

            Konklusionen af ovenstående bemærkninger er, at skarpeste optagelser får man midt i nedblændings- området, - uden at jeg har tilrådet dig altid at befinde dig der.

            Jo større lysstyrke, jo højere pris må man betale, så det er en god ide nøgternt at overveje, hvad man har brug for. Foruden lysstyrken betales også for brændviddeområde og kvalitet, så det at købe objektiver er ikke så lige til.
            Tidligere regnedes kameraproducenters objektiver for det eneste af ordentlig kvalitet, - datidens "piratprodukter", - objektivfabrikker, der producerede billige alternativer til kameraproducenternes kameraer kunne købes langt billigere, men kvaliteten var derefter.
            Dette har tilsyneladende ændret sig en del, min egen erfaring siger mig, at jeg nu får god kvalitet også fra Sigma og Tamron, og priserne er stadig en del (meget) lavere end på originalobjektiverne.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤  

Dybdeskarpheden:



            Dybdeskarphed er betegnelsen for, hvor langt foran og bag motivet, motivet synes / opfattes som værende skarpt. Rent teknisk er motivet dog kun helt skarpt gengivet i det motivplan objektivet er fokuseret på.
            Ved at lukke blænden i, øges den tilsyneladende skarphed,  fordi du ikke er i stand til at se uskarpheden før denne når en vis værdi.
            Et objektivs evne til at gengive dybdeskarphed er stærkt afhængig af afstanden til motivet samt din blændeåbning.
            Jo større afstand, jo større relativ dybdeskarphed ved den valgte blændeåbning,- og helt i tråd hermed, jo tættere på motivet du er, jo dårligere relativ dybdeskarphed ved den valgte blændeåbning.
            Makrooptagelser er tydeligt delt i en uskarp forgrund, et skarpt motivplan og en uskarp baggrund p.g.a. den lille motivafstand.
Det er fysiske facts, vi må leve med, - så her er viden, godt grej, - og en lille smule held velkommen.

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤  

ISO-værdien:  

            ( ISO = International Standard Organisation ).
            Det er betegnelse for den følsomhed chip'en indstilles til at optage billedet med. Jo lavere følsomhed, jo bedre / sikrere er gengivelsen af, hvad chippens enkelte pixel (lysfølsomme punkt) ser i sin del af billedet.
            ISO-værdien starter typisk ved 100, næste indstillingstrin hedder 200, næste trin 400, - hvert trin er udtryk for en fordobling af følsomheden.
            Jo højere værdi der vælges, jo mere "stresses" chip'en og billedet vil indeholde flere unøjagtigheder / fejl ( kaldet støj ) i de data den afleverer til dens microprocessor, som afslutter med at danne billedfilen.
            Det giver " mudder " især i billedets mørke områder, og ved forstørrelser, bliver fænomenet hurtigt generende.
            Derfor anvender vi helst en lav ISO-værdi, - og det kræver masser af lys, - altså blitz igen !

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤  
 
Polarisationsfilteret:

            Polarisationsfilterets ( polfiltrets ) virkning fremkommer ved dets evne til kun at lade lys passere, der udbreder sig (svinger) i et bestemt plan. Reflekteret lys, der svinger i et andet plan bliver helt / delvis filtreret fra.
            Derfor tendensen til at vise såvel himmel som skyer med en anden intensitet, end det vi ser som "virkeligheden". 
            I praksis giver det ofte mørkere blå himmel og lysere skyformationer, mens selve landskabet forekommer normalt belyst.
            Filtret er temmelig effektivt til at fjerne lysreflekser i eks. vinduers glas eller i vandoverflader
( se Fig. 7 og Fig. 8  ), men virkningen er meget afhængig af den vinkel man fotograferer i, set i forhold til lyskilden (Solen).

                                        ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤   ¤    ¤   ¤   ¤   ¤